Gratis inspiration: BORGERLØN

With a Quest byder ind!

Tillad os at præsentere: Borgerløn. Som en lille “oplevelse” her på sitet og forhåbentligt snart med flere links til oplevelser derude i den virkelige verden. Borgerløn, basisindkomst, universal/unconditional basic income, UBI, er lige på trapperne. Alt taler for…

Lørdag den 19/9 blev der afholdt 2020 Basic Income March i store dele af verden. For første gang deltog Danmark i eventen, og Torsten Gejl fra Alternativet holdt tale. Hør hvad han sagde på Lille Torv i Aarhus her!

 

(Tegning af Molly Wittus/Bureauet)

Vi er stressede og kede af det. Hvorfor?

Fordi vi ved der er noget, der ikke stemmer…

Kåret som verdens lykkeligste folk.  Med et socialt sikkerhedsnet, der betyder vi ikke kan sulte eller dø på gaden med mindre vi gør os umage. Men vi er ikke glade.

Forklaringen er så banal at ingen taler om det: Vi er fanget.

Fanget i vores egen og andres opfattelse af hvordan vi skal leve. Fanget i de muligheder samfundet har givet os for at forme vores liv. Og fanget fordi vi ikke har overskud til at ændre tingene i de øjeblikke vi ser klart.

Borgerløn kan løsne kæderne

I årevis har der været fortalere for borgerløn. BIEN, Basic Income Earth Network, er en verdensomspændende organisation, der arbejder for at alle betingelsesløst bliver sikret en basis indkomst. Det kan være et månedligt beløb der kan dække basale livsfornødenheder og måske lidt til. Læs mere her.

Borgerløn – og hvad så?

Som børn kan vi opleve forældre med overskud til at at være der for os.

Som teenagere kan vi opleve ikke at føle os pressede af at spekulere på fremtiden og at vi taber alt på gulvet fordi vi får et 2-tal.

Som unge kan vi opleve at vi ikke behøver at begynde på et studie over hals og hoved for at sikre os en indkomst.

Som studerende kan vi undgå at skulle tage studiejobs for at finansiere vores studieliv.

Som unge og voksne kan vi vælge hårde jobs fordi vi ved vi har mulighed for at trække os når som helst.

Som psykisk eller fysisk sårbare eller handicappede kan vi undgå at føle os stigmatiserede fordi vi modtager penge.

Som interesserede i få timers lønarbejde kan vi arbejde lidt uden at det påvirker vores øvrige faste indkomst eller vores ret til den.

Som iværksættere kan vi få lettere opstart fordi vores private eksistensgrundlag er dækket ind.

Som arbejdere og arbejdsgivere kan vi undgå umotiverede kolleger og ansatte.

Som arbejdere kan vi undgå dårlige arbejdsforhold eller chikane fordi vi ikke er bange for at sige op.

Som syge eller stressede arbejdere kan vi undgå at skulle kæmpe for ikke at miste vores eksistensgrundlag.

Som tidligere syge kan vi undgå frygt for at vende tilbage på arbejdsmarkedet fordi vi ved vi når som helst kan trække os.

Som ældre arbejdere kan vi arbejde så længe vi har lyst og i de perioder og det omfang det passer os.

Som mennesker kan vi leve vores liv i nuet uden at føle os fanget i et strengt tilrettelagt liv og arbejdsliv.

Som mennesker kan vi bosætte os i alle områder af landet fordi vi vil have bedre mulighed for at skabe vores eget job.

Som mennesker kan vi føle overskud til at lytte til og vise omsorg for os selv og hinanden og måske verden omkring os.

Borgerløn (basis indkomst, universal basic income, UBI) versus HISTORIEN

Hvorfor har vi så ikke allerede borgerløn, når det er sådan en åbenlys løsning på de fleste af vores sociale problemer?  Fordi borgerløn er oppe imod en gigantisk modstander: Historien. Vores egne livs historier og “den store historie” om samfundet.

Siden vi var små børn har vi skullet svare på “Og hvad vil du så være når du bliver stor?” Vi har lært at vi skulle kunne “forsørge os selv”, men i virkeligheden er det systemet vi har skullet forsørge – med vores arbejdskraft.

Vores samfund har siden jernalderen udviklet sig efter devisen: den stærkeste bestemmer, tilpas jer eller dø. Tjen mig eller dø – hvad enten det har været stormænd, konger, godsejere eller storkapitalen i forklædning af staten. Nu hvor vi som borgere er ved at være nok i antal der kan gennemskue makanismerne – i samfundet og os selv – er der mulighed for at ændre mønstret. Demokratiet kan gøre sig gældende med hensyntagen til alle. Og formuleringer som “vi har ikke råd” ved vi nu, især efter Corona-krisen, ikke er mere værd, end de abstraktioner vi kalder penge.  Penge er vedtagelser, Jorden er stadig frugtbar og kan deles!

Kravet om borgerløn er nød til at komme fra os, folket, for politikerne har for mange hensyn at tage til dem der reelt har magten, vores tids herremænd. Det vi skal gøre nu, hvis vi da ikke lige stemmer på Alternativet, er at tage fat i vores politikere, på højre eller venstre fløjen, og kræve at de skal kæmpe for borgerløn – værdighed.

Argumenter på pengenes præmis

BIEN Danmark har udarbejdet flere løsningsscenarier, der kan imødekomme tvivl der er forankret i de traditionelle økonomiske teoriers tankegods. Fx  finansiering vha. nationale fonde baseret på miljøafgifter eller kapitalgevinster. Læs mere her.

En fuldstændig udokumenteret kommentar på Facebook forleden: “Statens sociale udgifter er ca. 692 milliarder om året, det er ca. 9000 kr. om måneden pr. dansker. Det går selvfølgelig ikke lige op hvis man bare udbetaler dem, men der skal ikke så meget til. Administrationen kunne skæres ned…”

Ja, ja, det begynder at røre på sig derude! Og det kan kun gå for langsomt.